• Mærsk-skib knækker masterne på stort sejlskib i australsk havn

    ソース: BDK Finans / 30 8 2024 05:43:23   America/Chicago

    Et containerskib fra Mærsk har i en havn i Australien ramt et stort sejlskib, og to personer er kommet til skade. Det skriver ShippingWatch fredag. Det er skibet Maersk "Shekou", som er sejlet ind i STS "Leeuwin" i havnen i Fremantle i delstaten Western Australia. STS "Leeuwin" beskrives af det australske medie ABC som et "ikonisk" sejlskib. Det er 55 meter langt, lavet i 1850'er-stil, har tre master og bruges til træning af unge mennesker i delstaten. Billeder viser, at sejlskibet har relativt store skader - blandt andet på skroget og masterne. Alle master er knækket. To besætningsmedlemmer på "Leeuwin", som havde haft nattevagten, fik skader, da skibet blev påsejlet i den vestaustralske havn. De blev bragt på hospitalet efterfølgende. Formanden for Leeuwin Ocean Adventure Foundation, Jay Weatherill, siger ifølge ABC, at det var heldigt, at ingen mistede livet. De to tilskadekomne er ikke i livsfare, men deres skader beskrives som betydningsfulde. Skroget på Maersk "Shekou" har også fået skader. For "Leeuwin" gælder det ifølge Weatherill, at skibet ikke ventes at kunne sejle igen lige foreløbig. Skroget skal dog ikke have fået meget store skader. Også et maritimt museum i havnen har fået skader. Da Maersk "Shekou" sejler under singaporeansk flag, vil Singapores maritime myndigheder undersøge hændelsen. Påsejlingen fandt sted, da Mærsk-skibet var på vej ind i havnen, mens fire slæbebåde ledsagede det. Mærsk har sendt Ritzau en udtalelse om hændelsen: - A.P. Møller - Mærsk beklager at informere om, at vores fartøj Maersk "Shekou" om morgenen den 30. august var involveret i en kollision med sejlskibet STS "Leeuwin", da det var ved at lægge til ved Fremantle Patrick Terminal i Australien, står der. Shippingselskabet ønsker bedring til de to tilskadekomne. Mærsk tager sagen "meget alvorligt" og vil samarbejde med myndighederne om undersøgelsen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/maersk-skib-knaekker-masterne-paa-stort-sejlskib-i-australsk-havn
シェアする